tirsdag den 25. februar 2014

Man kommer ikke sovende til lighed - om behovet for klare og skrappere adgangskrav til gymnasierne.

Det er virkelig positivt, at nu er indgået et forlig om reform af erhvervsuddannelser. Der er behov for at erhvervsuddannelsernes omdømme forbedres, de flere unge søger erhvervsuddannelse og færre gymnasiet. Det har samfundet behov for, men det er også det rigtige for mange af de unge selv. Der er mange positive elementer i reformen, men jeg tror ikke de alene vil ændre de unges præference for gymnasier. Der skal andre initiativer til, og et af dem er begrænsning af adgangen til gymnasiale uddannelser, som nu skal diskuteres videre i gymnasieforligskredsen. 

Hvorfor skærpelse af adgangskrav?
I dag vælger over 70% af en ungdomsårgang en gymnasial uddannelse, hvoraf langt de fleste Stx. Gymnasiet er i lov og bekendtgørelse defineret som en almendannende og studieforberedende ungdomsuddannelse, og det har aldrig været tanken, at det skulle kunne rumme så mange unge. Det kan det heller ikke. Der er for mange umotiverede elever, der ikke får noget ud af at gå der, og som oplever nederlag og depression. Gymnasiet er spændt ud mellem 95% målsætningen om at få så mange igennem en ungdomsuddannelse som muligt og den opgave som er defineret for gymnasiet, at være studieforberedende. Skolernes store og nødvendige fokus på de svageste og mest umotiverede elever truer gymnasiets kerneopgave: at være studieforberedende.

Klare og skrappere adgangskrav kombineret med målrettet og personlig vejledning i folkeskolens udskoling kan være en blandt flere løsninger.

Den væsentligste begrundelse er, at skrappere adgangskrav vil styrke elevernes motivation: uddannelse skal ikke være noget man får stoppet i halsen af velmenende politikere, men et valg man selv træffer, fordi man har erkendt nødvendigheden af det. Ellers fører det ingen steder. Adgangskrav vil i udskolingen være et klart signal til de unge om, at skolevalget er vigtigt, og at man skal arbejde for det man virkelig brænder.

Elever der starter på gymnasiet med et gennemsnit på under 7 har markant større tilbøjelighed til at falde fra eller til at opnå karakter i nærhed af dumpegrænsen.  Mange af de elever, som i dag vælger gymnasiet, ville undgå nederlagsoplevelser i gymnasiet, hvis de i stedet havde valgt en erhvervsuddannelse. Disse uddannelser fremtræder imidlertid ikke som relevante tilbud i dag, og jeg frygter at erhvervsuddannelsesreformen ikke vil ændre grundlæggende på dette forhold. Med klare adgangskrav ville de unge blive tvunget til at træffe et egentligt uddannelsesvalg, som der skal arbejdes for, og ikke bare følge strømmen mod gymnasiet.

Mange af de elever der vælger gymnasiet af uafklarede grunde, ender senere med dårlige studentereksaminer og er længe om at komme i gang med noget fornuftigt efter gymnasiet.

Læringsmiljøet i gymnasiet er truet af de mange umotiverede elever, og de medvirker til at trække læringskulturen og dermed det faglige niveau i den forkerte retning. Lærerne har i mange klasser svært ved at skabe fokus på undervisningen og læringen, fordi for mange elever har alle mulige andre dagsordener med at være i gymnasiet.

Lighed og adgangskrav
Modstandere mod skrappere adgangskrav til gymnasiet argumenterer med at adgangskrav vil øge uligheden i samfundet og give gymnasierne et finere image end erhvervsuddannelserne. Jeg er enig i, at lighed og social mobilitet er væsentlige mål for uddannelser, og at uddannelsespolitik er et væsentlig redskab i at øge ligheden i samfundet. Men skrappere adgangskrav øger ikke uligheden. Efter min opfattelse tværtimod. Sådan som regeringen også praktiserer det på kontanthjælpsområdet, hvor dette at stille krav og have forventninger, er en væsentlig nøgle til at invitere de svage ind i det samfundsmæssige fællesskab.

Trods den store tilstrømning til gymnasierne er vi ikke kommet nærmere lighed i adgang uddannelse. Der er blot kommet flere i videregående uddannelse, men fordelingen mellem socialgrupperne har ikke ændret sig væsentligt.

At sænke bommen og lukke alle der har lyst ind på gymnasierne skaber ikke mere lighed, men udelukkende mere slaphed. Hvis der ikke er klare krav og ambitiøse forventninger til de unge i uddannelsessystemet, uddanner vi ikke stærke, selvberoende borgere, der kan tage hånd om deres eget liv og forfølge deres egne drømme. Vi reproducerer i stedet de eksisterende uligheder i samfundet.

Klare krav som de unge skal leve op til, og som er kendte allerede i udskolingen, vil gavne de unge fra ikke uddannelsesvante miljøer. Ved at skabe motivation for læring, styrker man robustheden hos de unge, sulten efter at videreuddanne sig, fordi man for alvor har erkendt nødvendigheden af det.

Klare og skrappe adgangskrav i udskolingen kombineret med fokuseret personlig vejledning og formulering af personlige mål for udskolingen hos den enkelte elev, vil betyde, at de unge tvinges til at forholde sig forpligtende til deres uddannelsesvalg, så de kan arbejde for at nå målet i 8. og 9. klasse (og for en del gennem en målrettet indsats i de fag hvor de mangler kompetencerne også 10. klasse).

Det er jo heller ikke adgangskrav der skaber uligheden mellem ungdomsuddannelserne. Den er der jo allerede i dag. De klare krav vil derimod tvinge alle unge til at forholde sig til, hvad der er det rigtige for dem. Hvis man hader skole og teoretisk læring og ikke gider arbejde for at nå målene på disse områder, så er det jo bedre at vælge en erhvervsuddannelse og hurtigt komme ud af skolen.


Adgang til uddannelse i hele landet
Et andet argument mod adgangskrav er argumentet om at adgangskrav vil lukke gymnasier og dermed  skabe regional ulighed i adgang til uddannelse. Argumentet holder ikke. Det skal vel ikke være eksisterende institutioner og bygninger, der skal bestemme uddannelsespolitikken i dette land. Det må vel være hensynet til den enkelte unges behov afbalanceret med samfundets behov for arbejdskraft.

Det er vigtigt for ligheden i samfundet, at der er uddannelsestilbud i nærheden af de unges bopæl. Men i stedet for at låse sig fast på de eksisterende institutionsstrukturer, bør man ved at etablere lokale campus af forskellige uddannelser sikre, at der er et varieret udbud af lokale uddannelsestilbud. Og så vil det vise sig, at der stadig vil være behov for gymnasiebygningerne, men måske skal en del af uddannelsestilbuddene være nogle andre, og måske skal institutionerne hedde noget andet.

Hvis adgangskrav til gymnasierne kan være anledning til at langt tættere samarbejde mellem ungdomsuddannelserne, vil det i sig selv være en positiv ting.

Behov for reform af ungdomsuddannelserne
Hvis man fra den ene dag til den anden indfører adgangskrav til gymnasierne på mellem 4 og 7 vil det have negative konsekvenser, dels fordi forudsætningerne ikke er til stede i udskolingen, og dels fordi der ikke er etableret en ungdomsuddannelsesstruktur der matcher de unges behov og evner. Det er derfor nødvendigt at kigge på ungdomsuddannelserne og samspillet med udskolingen, før der iværksættes større stramninger i adgangskravene.

Der skal etableres et målrettet forløb i udskolingen, der reelt kvalificerer den enkelte til uddannelsesvalget Det handler både om bedre vejledning, bedre personlig coaching, og målrettede forløb for den enkelte frem mod uddannelsesvalget.

Der skal etableres et ungdomsuddannelsessystem, hvor der både er plads til dem, der ønsker at arbejde med hånden, dem der ønsker at arbejder med hovedet (og fortsætte i lange videregående uddannelser) og dem der ønsker at kombinere hånd og hånd (og fortsætte akademiuddannelser og professionsuddannelser. Og så skal der etableres muligheder for at vælge om, så ingen er tvunget til at blive i det valgte spor.

Men nye strukturer og uddannelser gør det ikke. Det er nødvendigt at arbejde målbevidst med de unges motivation, kampgejst og modstandsdygtighed i hele uddannelsessystemet. Et middel til at gøre dette er klare krav og et støttesystem, der hjælper de unge med at leve op til det. For kun gennem klare krav og store forventninger til vore unge, kan de opnå de kompetencer der er behov for i fremtidens samfund, og få den robusthed der gør, at de kæmper for at få en uddannelse koste hvad det vil. Stærke unge, der bruger uddannelse til at øge den sociale mobilitet.