torsdag den 18. april 2013

Det rækker ikke med 1:1 hvis man skal redde menneskeheden


Steen Hillebrandt har formet begrebet next best practice som et begreb om hvordan man kan “lære af fremtiden” i nuet. Hans Renmann og Kristina Björn kredsede om samme problemstilling i deres fælles oplæg på SETT 2013 da de indledningsvist slog fast, at vi er på plads i nuet, men alt hvad vi gør peger mod fremtiden. Hvad er fremtidens kompetencer? Hvordan skal skolen se ud, så den giver elevere fremtidens kompetencer?

Det var en rød tråd i oplægget, at det er en kompleks opgave skolen er sat i, og at der ikke findes svar, men nok begavede m måder at stille spørgsmål på. De efterlyste modet til at stille de spørgsmål, som problematiserer den måde vi driver skole på og som skal stilles hvis vi skal “lære af fremtiden”. Med en metafor hentet fra Titanic var deres pointe, at vi bruger for meget tid på at flytte rundt på møblerne på dækket. Titanic-metaforen understreger også, at de vurderer, at skolesystemet i Sverige (og resten af verden med) svigter eleverne mht. at forberede dem på fremtiden. 

Efter deres opfattelse bruger skolerne deres energi på at gøre mere af det, som de altid har gjort (de graver sig dybere og dybere ned i det faglige eksperthul, som de malende beskrev det). I stedet efterlyste de, at skolen kommer ud af adskillelsen mellem skolen og livet udenfor, at eleverne bliver i stand til at sætte enkelttaglige ekspertkompetencer i spil med andre fagligheder, og at eleverne udvikler designkompetencer (kompetencer til at designe løsninger på baggrund af flerfaglige tilgange).


Den multipotente skole

De havde kaldt oplægget “Efter 1:1 kommer den multipotenta skolan”. De har begge været aktivt involveret i implementering af 1:1 1 computer/tablet til hver elev) projekter på talrige skoler, og det var deres pointe, at det at udstyre en elev med en computer ikke problemet. Hvis anvendelsen af it på skolerne skal give mening, skal den være som led i udvikling af den multipotente skole. Den er kendetegnet ved at undgå forenklinger; den kan håndtere komplekse udfordringer, den kan undersøge og eksperimentere. De gennemgik følgende karakteristika:
  • unik, dvs. at den er en skole der taler til enkelte elev og en arbejdsplads der taler til den enkelte lærer
  • uligeværdig, dvs. at den accepterer at/opfordrer til at hver enkelt elev gør forskellige ting
  • kreativ
  • motiverende
  • ulighed er normen, dvs. at der tages udgangspunkt i at hver eneste elev er unik og skal udfordres forskelligt
  • kollaborativ
  • kommunikativ, den kommunikerer bl.a. åbent om sin usikkerhed og den stiller spørgsmål
  • resilient, dvs. at den opbygger robusthed i forhold til forandringer både hos elever, lærere og ledere.

I arbejdet med at udvikle den multipotente skole kan SAMR-modellen være et redskab for både lærerne og eleverne. Modellens far Ruben Puentedura blev på en senere session interviewet af Hans Renmann.

SAMR

SAMR-modellen er en model, der beskriver forskellige niveauer af teknologianvendelse på skoler. Modellen er udviklet af Puentedura på baggrund af studier af 1:1 implementering i staten Maine i USA. Det der er hans afgørende pointe i forhold til læring er, at jo mere grundlæggende man lader teknologien ændre undervisningen, jo større effekter har teknologianvendelsen for elevernes læring.

Det grundlæggende niveau transformerer den hidtige praksis og består af to niveauer:

Substitution
Teknologien er en udskiftning af et redskab med et andet (digitalt), men den grundlæggende funktion (f.eks. læsning eller skrivning) ændres ikke

Augmentation
Teknologien anvendes som redskab med et andet, dog med visse funktionelle ændringer
(f.eks. måden der kan laves noter på i en ebog).

På det højere niveau sker der ikke blot en ændring af redskabet, men titllige en ændring af opgaveudførelsen og resultatet:

Modification
Teknologien anvendes til en grundlægge modificering af opgaven (f.eks. kan anvendelse af blogging betyde ændring af skriveprocessen med peerreviewing og genskrivning.

Redefinition
Redefinition muliggør at stille opgaver, der hidtil ikke har kunnet stilles (f.eks. produktion af interaktive ebøger i stedet ofr dansk stil).

Puentedura understregede at forskningsresultater viser, at substitution og augmentation ikke har afgørende effekter på elevernes læring (men de kan være glimrende alligevel). Med modification og redefinitio derimod kan der påvises markante effekter på elevernes læring og ikke mindst langtidsholdbarheden af deres læring.

Puentedura mente, at hans SAMR model kan anvendes af den enkelte lærer eller et team af lærere til at analysere deres praksis og sætte sig mål for praksisforandringer i deres undnervisning. På skoleniveau mente han, at den kan være et ledelsesredskab til at sætte sig pædgaogiske mål for skolen og til at gennemføre kompetenceudvikling for lærerne. Den kan fungere som en afstressende faktor, idet det er klogt at bevæge sig fra trin til t rin imodellen og sætte sig mål på det efterfølgende niveau, når man er klar til det.

onsdag den 17. april 2013

Hvorfor, hvad kommer det mig ved, og hvordan kan jeg hjælpe?


Ledelsessporet på SET2013 i STockholm var stærkt besat med danskere i dag. Det var der rigtig mange svenskere der ikke opdagede. Det kniber lidt med med det interskandinaviske i praksis. Digitaliseringen har ikke gjort sprogbarrierer mindre.

Jakob Bøtter som sammen med Lars Kolind har skrevet Unboss udfordrede vores måde at forstå organisationer på. Hans beskrivelse af den unbossede organisation og Unboss’en vil markere en grundlæggende forandring også af skolen som organisation. Hans udgangspunkt er, at ingen organisation, heller ikke skolen, kan rumme den fulde indsigt i de problemer den skal løse. Og at internettet og digitaliseringen giver mulighed for, at  enhver organisation kan blive en del af en kollektiv intelligens, hvis den etablerer mekanismer til at iscenesætte det.

Den unbossede organisation kender sit formål. Den organiserer sig med “mekanismer” i stedet for “strukturer”, fordi den på en forpligtende måde involverer omverdenen i opfyldelsen af sit formål. Den er slank, fordi den bruger alle sine ressourcer til at opfylde sit formål, og den formår at begejstre mennesker til at medvirke uden at få noget for det.

Unboss’en er en leder, der formår at udvikle sådan en organisation sammen med medarbejderne og omverdenen.

Jakob Bøtter gik ikke i dybden med skolen som organisation, men fastslog, at skoler så vidt han kunne se er meget præcise i forståelsen af hvorfor de eksisterer. Men de er meget dårlige til at involvere omverdenen (og eleverne) i opfyldelsen af deres formål. De kan med Bøtter formulering svare på, hvorfor de findes ikke, men ikke på hvad det kommer mig ved, og hvad jeg kan gøre for at hjælpe organisationen.

Thomas Jørgensen som jeg har et langt kollegaskab og venskab med og som har slået sine folder som vicerektor på Ørestad Gymnasium, tog Bøtters tråd op. Han vil gerne unbosse sin skole Borupgaard Gymnasium. Han havde kaldt sit indlæg “Det undersøgende lederskab” for at understrege, at ledelse i dag lige så lidt som undervisning kan bestå i at kende alle svar, men må bestå i at lede og medvirke i forandringsprocesser. Man skal ud af sin “comfort zone” som leder ig derhen “where the magic happens”. Han udfoldede det undersøgende lederskab i fire dimensioner: organisation, teknologi, relationer og det personlige lederskab. 


Ved at gå undersøgende til værks kan man udfordre traditionelle tankeskemaer og principper og udvikle nye måder at gøre tingene på. En vigtig metafor for denne tilgang er “benspænd”, som består at lade udvikling foregå inden for nogle præcist afstukne rammer, for så at undersøge hvilke forandringer det giver anledning til. Et eksempel er Borupgaard Gymnasiums dogmeregel i forbindelse med forsøget “Tænk gymnasiet forfra” om at lærerne max. må tale i 7 minutter ad gangen, hvilket giver anledning til udvikling af nye kommunikationsformer i undervisningssituationen.

Ivar Ørnby og Jacob Kjærgård fortalte om projektet “Gymnasiet tænkt forfra”, som med støtte fra Region Hovedstaden gennemfører forsøg med med gennemgribende forandringer i undervisningens organisering og pædagogik på 6 københavnske skoler. Også disse forsøg har en undersøgende tilgang til skoleudvikling, og skønt det gennemføres inden for en fælles overordnet ramme og med fælles mål om at fremme innovativ undervisning og udvikling af elevernes innovative kompetencer, udfoldes det på meget forskellige måder på de 6 skoler. Forsøget gennemføres som et tre-årigt forsøg med en klasse på hver skole i klassens treårige gymnasieforløb, og det følges af og evalueres af forskere.

Der eksperimenteres på livet løs med helt nye måder at organisere skoledagen på, med projekt pædagogik, med nye former for samvær mellem lærere og elever, med selvstyrende lærerteams, med undervisning hvor eleven er producent.

Der gennemføres fælles inspiration og kompetenceudvikling for lærerne på de seks skoler, og lederne på skolerne mødes i et ledernetværk og udforder hinanden på og inspirerer til, hvad skoledelse kan være på en skole, der giver eleverne kompetencer til det 21.århundrede. Facebookside

Empowerment of our magicians


Jeg er på SETT, som er stor konference og messe om digital læring i Stockholm. Jeg skal blogge. Et af de oplæg som jeg på forhånd havde bestemt mig for at høre var Showk Badat og Abdul Chohan, der under overskriften “Att förändra en skola på riktikt” fortalte om den gennemgribende og imponerende  forandring, som deres skole ESSA Academy i Bolton har gennemgået. Jeg har besøgt skolen for en måneds tid siden, og det er en helt særlig skole de har skabt.

Resultaterne taler for sig selv. Beliggende i en lettere ramponeret Ken Loach-agtig bydel med elever fra skolefremmede miljøer, har skolen udviklet sig fra at være en af de dårligst præsterende skoler i England til at være en af de bedste.

Skolen er en 1:1 skole med iPads til alle elever. Men det er ikke forklaringen, for som den sagde i oplægget, så kan teknologi også bruges til at gøre de forkerte ting vi gør godt. Nej forklaringen er, at teknologien anvendes i en meningsfuld kontekst af værdier og pædagogiske principper, som gennemsyrer hele organisationen, og som man kan mærke, når ma besøger skolen.

Skolen mission  er “All will succed”, og de forstår det helt bogstaveligt som, at alle elever uden undtagelse skal klare afgangseksamen og fortsætte i uddannelse eller job efter. “Succeed” handler både om at klare de akademiske krav og ikke mindst om livsduelighed, så de kan komme ud af lokalområdets onde spiral af udsigtsløshed og tidlig død.

Skolens værdimæssige grundpiller er “faith”, “access” og “community”.

“Faith” handler om at give eleverne social kapital, så de tror på sig selv kan fungere i forskellige sociale kontekster. I undervisningen handler det om at give dem plads til at udfolde sig på en langt mere selvstændig og aktiv måde end der er tradition for i England. Og det handler i høj grad om at tro på lærerne og at indgyde dem troen på at de er “magicians”, som kan hjælpe eleverne til succes, også i et socialt håbløst område.

“Access” handler om at gøre læring tilgængelig for eleverne. I undervisningen betyder det at lærerne skal personliggøre undervisningen, så læringsressourcerne er relevant for eleven, når eleven har brug for den. Skolen har ud fra tankegangen i “productive pedagogies” udvalgt de fem pædagogiske strategier, som de tror mest på, og som de derfor vil forfølger. Den har omlagt skoleskemaet, så det passer til en arbejdsform, hvor eleverne er aktive producenter, og hvor de kan udvikle både de faglige mpl og den sociale kapital.

“Community” handler om skolen som en aktiv del af lokalområdet og om inddragelse af familierne i skolens liv og elevens læring.

Lignende værdier kan man finde på mange skoler i verden. Det særlige ved ESSA er, at virkelig betyder noget helt ud i hjørnerne af skolen. Jeg oplevede selv på besøget på ESSA, hvordan eleverne var i stand til både at anvende iPad*en, men også at forklare os om de pædagogiske principper bag anvendelsen af dem.

Den skoleudviklings om er foregået på ESSA Academy er kun mulig med skoleledelse. For “gu skal skoleledere lede”, ellers er det ikke muligt at få fælles retning på en skole. Men det er skoleledelse, der handler om “empowerment of our magicians”. Ved at sætte mål og retning og etablere et solidt værdimæssigt fundament, ved at gennemføre fælles personaleudvikling (organiseret hver fredag eftermiddag), udvikler lærerne sammen med ledelsen hvordan de kan blive ved med at blive en bedre skole. Lærerne frisættes på grundlag af et fælles ståsted og en fælles retning.

Og så er det skolens tro, at lærerne bliver magikere, der kan skabe det undervisningens mirakel, der gør eleverne til sande lærende. Og her kommer teknologien ind i billedet som de kreative redskab der kan være fødselshjælper for dette mirakel.