tirsdag den 30. oktober 2012

Det grænseløse (arbejds-)liv

I sidste uge havde vi et personalearrangement om work-life balance, hvor vi fik god inspiration af Pernille Rasmussen. Vi har sat fokus på emnet, fordi der kan opstå farlige symptomer på stress, hvis ikke skolen og de enkelte medarbejdere er bevidst om at finde strategier til at modgå det.

Lærerarbejdet er - som alt moderne videnstungt arbejde - grænseløst. Man er aldrig helt færdig, eleverne rumsterer i hovedet på én, man er aldrig helt tilfreds, undervisningen kan altid raffineres. Arbejdstiden er fleksibel. Undervisningen planlægges af arbejdspladsen, men resten af arbejdet planlægger læreren selv. Udefra kan det se ud som læreren har meget fri: 13 ugers ferie, skemafrie dage, tidligt fri eller sene mødetidspunkter. For læreren er virkeligheden, at man altid føler at man er på arbejde. Læreren skal kunne udøve selvledelse, for grænserne og prioriteringerne er ikke givet af sig selv.

Ikke blot arbejdet er grænseløst. Det er fritiden og familielivet også. Moderne mennesker vil alt: et udviklende og attraktivt arbejdsliv, et familieliv med masser af kvalitetstid med partneren og børnene og muligheden for at være en god ægtefælle der tager sin del af slæbet derhjemme og et givende og inspirerende fritidsliv med masser af personlig udvikling og nære venskabelige relationer. er både ambitiøse medarbejder der kræver meget af sig selv og af arbejdspladsen og i familie- og fritidslivet. Den dygtige ambitiøse medarbejder, den perfekte forælder og partner og den interessante ven. Ønskerne til og kravene fra de tre liv er grænseløse.

Det enkelte menneske er ikke længere overladt til sig selv i den fysiske tilstedeværelse på et sted. Vi går rundt med en virtuel social fordobling, som er med os overalt: på vores computer, iphone og ipad, på arbejde og i fritid, når vi er på vej. Vi har hele tiden mulighed for at være i kontakt med vores familie og venner, når vi er på arbejde. Vi kan være på arbejde når vi er med familie og venner. Vi kan altid også være et  andet sted end der hvor vi er. Det er os selv der bestemmer, i hvilket rum vi vil være, og om v i ønsker at være reelt til stede.

Der er ikke andre end den enkelte selv der kan sætte grænser og foretage prioriteringer, Og det er vigtigt at alle bliver kompetente til at gøre det, for ellers kan man ikke være fuldt til stede i hverken arbejdsliv, familieliv eller fritidsliv. Og når man ikke kan fokusere, skabe tyngde og være til stede kan konsekvenserne blive fatale: stress, depression, følelse af meningsløshed, ensomhed på trods af at man altid er sammen med nogen.

Pernille Rasmussen gav os god inspiration og mange konkrete redskaber for hver enkelt til at ar bejde med egne værdier og prioriteringer.


Hvad kan skolen gøre?

Arbejdspladsen kan ikke foretage prioriteringerne og sætte grænserne. Men den kan gøre en række ting, som gør det lettere for medarbejderen at gøre det. Jo klarere skolens værdier og mål er, jo nemmere er det for den enkelte at prioritere og få en oplevelse af veludført arbejde. Det bør skabes gode rammer for lærernes langtidsplanlægning, både ved at have en god overordnet planlægning og ved at skabe rammer om den enkeltes og team’enes planlægning (planlægningsdage mm.).  Der skal være en klar organisering af og rammer om teamsamarbejde, således at det bliver muligt for lærerne at forberede undervisningen i fællesskab og udvikle fælles undervisningsmaterialer, udarbejde fælles måder at opgavefeedback på og fælles retningslinjer for karaktergivning. Og naturligvis skal alt gøres for at udjævne arbejdsbelastningen hen over skoleåret og undgå overtimer.

Der skal skabes en dialogkultur om arbejdsopgaverne mellem lederen og den enkelte medarbejder, således at der i fællesskab kan findes gode løsninger på den enkelte prioriteringsdilemmaer. På samme måde skal der udvikles en dialogkultur mellem læreren og eleverne, således at evaluering bliver en naturlig og integreret del af undervisningen og samarbejdet med eleverne. Ved at evaluere kan læreren blive mere sikker på, om arbejdet bliver gjort godt nok; for det meste vil læreren opleve, at eleverne giver god feedback, og det kan give følelsen af fuldført arbejde. Og hvis der er forslag til forbedringer, kan læreren og eleverne finde løsninger i fællesskab.

Også eleverne skal lære at håndtere grænseløsheden

Det er særlig vigtigt, at en skole påtager sig at arbejde med work life balance, for vi skal uddanne eleverne til fremtidens arbejdsmarked, samfund og familieliv. Og der er ingen tvivl om, at de dilemmaer som vi i dag oplever mellem arbejde, familieliv og fritidsliv og med tilstedeværelsen af den permanente virtuelle fordobling, vil blive endnu stærkere i fremtiden. Det er derfor et væsentligt led i moderne dannelse, at eleverne bliver i stand til at foretage deres egne prioriteringer på grundlag af deres eget værdisæt, og at de udvikler kompetencer til at planlægge og fokusere.

Allerede i dag oplever vi eksempler på at elever udvikler symptomer på stress. Kun lærere der er fuldt til stede og befinder sig i et balancepunkt mellem kravene i de forskellige livesmråder og derfor kan være til stede for eleverne med fuld opmærksomhed har mulighed for at være forbilleder for sådanne elever.

mandag den 22. oktober 2012

Ny Nordisk Skole - også for Stx?

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har lanceret projektet Ny Nordisk Skole.  Er det bare et projekt for folkeskoler og tekniske skoler, eller er det også relevant for gymnasierne? Også Stx?

Gymnasierne gør det på mange måder godt. Og det får mange i sektoren til at tænke, at Ny Nordisk Skole kun er relevant for andre dele af uddannelsessystemet. Men gør vi det virkelig så godt, at vi kan tillade os at holde os uden for et projekt som Ny Nordisk Skole, der har ambitioner om at danne rammen om et samlet løft inden for børne- og ungdomsuddannelser?

Det første mål for Ny Nordisk Skole er “udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige som de kan.” Jeg tror, at vi - også på gymnasierne - har lang vej igen, før vi udfordrer alle elever, så de fuldt ud udvikler alle deres potentialer. Både de dygtigste elever og de svageste. Jeg tror, at der stadig er alt for meget undervisning, der sigter mod en - mere og mere ikke-eksisterende - midtergruppe af elever. Gymnasiets transformation fra en eliteeuddannelse til en masseuddannelse stiller enorme krav til skolerne og til lærerne om at udvikle nye veje til at sikre, at hver enkelt elev bliver så dygtig som muligt. En gennemgribende strategisk satsning på anvendelse af it i undervisningen kunne være et bud på, hvordan gymnasierne i højere grad kan udfordre hver enkelt elev. NNS kunne fx. være rammen om udvikling af undervisningsdifferentering med it som hjælpemiddel.

Det andet mål for Ny Nordisk Skole er at “Mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultaterne.” Desværre har gymnasierne heller ikke indløst dette mål. Det er stadig sådan at elevernes eksamensresultat med stor sikkerhed kan forudsiges på grundlag af forældrenes uddannelsesniveau og sociale status. De dårligst stillede får ofte en studentereksamen som de ikke kan bruge til andet end at stille op i køen af kontanthjælpsmodtagere. Et systematisk arbejde med at gøre undervisningen anvendelsesorienteret og udvikling af undervisning i tæt samspil med aktører uden for skolen kan være et svar på, hvordan gymnasierne i højere grad kunne målrette undervisningen i forhold til de elever, som faktisk går der. Også det kunne NNS danne rammen om.

Projektet Ny Nordisk skole er - også i gymnasiekredse - blevet kritiseret for at formulere indholdstomme almindeligheder, som uddannelsesmennesker vanskeligt kan være uenige i. Men for mig er det netop pointen, at NNS formulerer mål som de fleste er enige i, men som vi dog er ganske langt fra at realisere. Ved at formulere sådanne mål og igangsætte en proces fra neden, hvor skolerne - enkeltvis og i netværk - formulerer strategier og handlinger for at realisere disse mål på hver sin måde, er der skabt en ramme for en samlet national “uddannelsesbølge” for kvalitetsudvikling og nytænkning på baggrund af det bedste i dansk uddannelsestradition. Central detailstyring har vist sin afmagt; NNS udgør en mulig ramme om udvikling fra neden med inspiration fra forskning, inden for rammerne af bredt formulerede mål.

Men det forudsætter naturligvis, at uddannelsesverdenen vælger at se mulighederne, i stedet for at kritisk at lede efter tvivlsomme motiver. Også gymnasierne bør gå positivt ind og være med til aktivt at forme NNS.

En bærende idé i NNS er at udvikle netværk om skoleudvikling, netværk inden for samme sektor og på tværs af sektorer. Det giver muligheder for at inspirere hinanden, for at se på overgange mellem uddannelsestrin og for at se på om uddannelsestilbuddet hænger ordentligt sammen. For hvad hjælper det at gymnasiet isoleret betragtet gør det ganske godt, når vi stadig er langt fra opfylde målet om at 95% af de unge skal have en ungdomsuddannelse, og når mange gymnasieelever ikke kan bruge deres uddannelse til noget fornuftigt.