tirsdag den 25. februar 2014

Man kommer ikke sovende til lighed - om behovet for klare og skrappere adgangskrav til gymnasierne.

Det er virkelig positivt, at nu er indgået et forlig om reform af erhvervsuddannelser. Der er behov for at erhvervsuddannelsernes omdømme forbedres, de flere unge søger erhvervsuddannelse og færre gymnasiet. Det har samfundet behov for, men det er også det rigtige for mange af de unge selv. Der er mange positive elementer i reformen, men jeg tror ikke de alene vil ændre de unges præference for gymnasier. Der skal andre initiativer til, og et af dem er begrænsning af adgangen til gymnasiale uddannelser, som nu skal diskuteres videre i gymnasieforligskredsen. 

Hvorfor skærpelse af adgangskrav?
I dag vælger over 70% af en ungdomsårgang en gymnasial uddannelse, hvoraf langt de fleste Stx. Gymnasiet er i lov og bekendtgørelse defineret som en almendannende og studieforberedende ungdomsuddannelse, og det har aldrig været tanken, at det skulle kunne rumme så mange unge. Det kan det heller ikke. Der er for mange umotiverede elever, der ikke får noget ud af at gå der, og som oplever nederlag og depression. Gymnasiet er spændt ud mellem 95% målsætningen om at få så mange igennem en ungdomsuddannelse som muligt og den opgave som er defineret for gymnasiet, at være studieforberedende. Skolernes store og nødvendige fokus på de svageste og mest umotiverede elever truer gymnasiets kerneopgave: at være studieforberedende.

Klare og skrappere adgangskrav kombineret med målrettet og personlig vejledning i folkeskolens udskoling kan være en blandt flere løsninger.

Den væsentligste begrundelse er, at skrappere adgangskrav vil styrke elevernes motivation: uddannelse skal ikke være noget man får stoppet i halsen af velmenende politikere, men et valg man selv træffer, fordi man har erkendt nødvendigheden af det. Ellers fører det ingen steder. Adgangskrav vil i udskolingen være et klart signal til de unge om, at skolevalget er vigtigt, og at man skal arbejde for det man virkelig brænder.

Elever der starter på gymnasiet med et gennemsnit på under 7 har markant større tilbøjelighed til at falde fra eller til at opnå karakter i nærhed af dumpegrænsen.  Mange af de elever, som i dag vælger gymnasiet, ville undgå nederlagsoplevelser i gymnasiet, hvis de i stedet havde valgt en erhvervsuddannelse. Disse uddannelser fremtræder imidlertid ikke som relevante tilbud i dag, og jeg frygter at erhvervsuddannelsesreformen ikke vil ændre grundlæggende på dette forhold. Med klare adgangskrav ville de unge blive tvunget til at træffe et egentligt uddannelsesvalg, som der skal arbejdes for, og ikke bare følge strømmen mod gymnasiet.

Mange af de elever der vælger gymnasiet af uafklarede grunde, ender senere med dårlige studentereksaminer og er længe om at komme i gang med noget fornuftigt efter gymnasiet.

Læringsmiljøet i gymnasiet er truet af de mange umotiverede elever, og de medvirker til at trække læringskulturen og dermed det faglige niveau i den forkerte retning. Lærerne har i mange klasser svært ved at skabe fokus på undervisningen og læringen, fordi for mange elever har alle mulige andre dagsordener med at være i gymnasiet.

Lighed og adgangskrav
Modstandere mod skrappere adgangskrav til gymnasiet argumenterer med at adgangskrav vil øge uligheden i samfundet og give gymnasierne et finere image end erhvervsuddannelserne. Jeg er enig i, at lighed og social mobilitet er væsentlige mål for uddannelser, og at uddannelsespolitik er et væsentlig redskab i at øge ligheden i samfundet. Men skrappere adgangskrav øger ikke uligheden. Efter min opfattelse tværtimod. Sådan som regeringen også praktiserer det på kontanthjælpsområdet, hvor dette at stille krav og have forventninger, er en væsentlig nøgle til at invitere de svage ind i det samfundsmæssige fællesskab.

Trods den store tilstrømning til gymnasierne er vi ikke kommet nærmere lighed i adgang uddannelse. Der er blot kommet flere i videregående uddannelse, men fordelingen mellem socialgrupperne har ikke ændret sig væsentligt.

At sænke bommen og lukke alle der har lyst ind på gymnasierne skaber ikke mere lighed, men udelukkende mere slaphed. Hvis der ikke er klare krav og ambitiøse forventninger til de unge i uddannelsessystemet, uddanner vi ikke stærke, selvberoende borgere, der kan tage hånd om deres eget liv og forfølge deres egne drømme. Vi reproducerer i stedet de eksisterende uligheder i samfundet.

Klare krav som de unge skal leve op til, og som er kendte allerede i udskolingen, vil gavne de unge fra ikke uddannelsesvante miljøer. Ved at skabe motivation for læring, styrker man robustheden hos de unge, sulten efter at videreuddanne sig, fordi man for alvor har erkendt nødvendigheden af det.

Klare og skrappe adgangskrav i udskolingen kombineret med fokuseret personlig vejledning og formulering af personlige mål for udskolingen hos den enkelte elev, vil betyde, at de unge tvinges til at forholde sig forpligtende til deres uddannelsesvalg, så de kan arbejde for at nå målet i 8. og 9. klasse (og for en del gennem en målrettet indsats i de fag hvor de mangler kompetencerne også 10. klasse).

Det er jo heller ikke adgangskrav der skaber uligheden mellem ungdomsuddannelserne. Den er der jo allerede i dag. De klare krav vil derimod tvinge alle unge til at forholde sig til, hvad der er det rigtige for dem. Hvis man hader skole og teoretisk læring og ikke gider arbejde for at nå målene på disse områder, så er det jo bedre at vælge en erhvervsuddannelse og hurtigt komme ud af skolen.


Adgang til uddannelse i hele landet
Et andet argument mod adgangskrav er argumentet om at adgangskrav vil lukke gymnasier og dermed  skabe regional ulighed i adgang til uddannelse. Argumentet holder ikke. Det skal vel ikke være eksisterende institutioner og bygninger, der skal bestemme uddannelsespolitikken i dette land. Det må vel være hensynet til den enkelte unges behov afbalanceret med samfundets behov for arbejdskraft.

Det er vigtigt for ligheden i samfundet, at der er uddannelsestilbud i nærheden af de unges bopæl. Men i stedet for at låse sig fast på de eksisterende institutionsstrukturer, bør man ved at etablere lokale campus af forskellige uddannelser sikre, at der er et varieret udbud af lokale uddannelsestilbud. Og så vil det vise sig, at der stadig vil være behov for gymnasiebygningerne, men måske skal en del af uddannelsestilbuddene være nogle andre, og måske skal institutionerne hedde noget andet.

Hvis adgangskrav til gymnasierne kan være anledning til at langt tættere samarbejde mellem ungdomsuddannelserne, vil det i sig selv være en positiv ting.

Behov for reform af ungdomsuddannelserne
Hvis man fra den ene dag til den anden indfører adgangskrav til gymnasierne på mellem 4 og 7 vil det have negative konsekvenser, dels fordi forudsætningerne ikke er til stede i udskolingen, og dels fordi der ikke er etableret en ungdomsuddannelsesstruktur der matcher de unges behov og evner. Det er derfor nødvendigt at kigge på ungdomsuddannelserne og samspillet med udskolingen, før der iværksættes større stramninger i adgangskravene.

Der skal etableres et målrettet forløb i udskolingen, der reelt kvalificerer den enkelte til uddannelsesvalget Det handler både om bedre vejledning, bedre personlig coaching, og målrettede forløb for den enkelte frem mod uddannelsesvalget.

Der skal etableres et ungdomsuddannelsessystem, hvor der både er plads til dem, der ønsker at arbejde med hånden, dem der ønsker at arbejder med hovedet (og fortsætte i lange videregående uddannelser) og dem der ønsker at kombinere hånd og hånd (og fortsætte akademiuddannelser og professionsuddannelser. Og så skal der etableres muligheder for at vælge om, så ingen er tvunget til at blive i det valgte spor.

Men nye strukturer og uddannelser gør det ikke. Det er nødvendigt at arbejde målbevidst med de unges motivation, kampgejst og modstandsdygtighed i hele uddannelsessystemet. Et middel til at gøre dette er klare krav og et støttesystem, der hjælper de unge med at leve op til det. For kun gennem klare krav og store forventninger til vore unge, kan de opnå de kompetencer der er behov for i fremtidens samfund, og få den robusthed der gør, at de kæmper for at få en uddannelse koste hvad det vil. Stærke unge, der bruger uddannelse til at øge den sociale mobilitet.



torsdag den 18. april 2013

Det rækker ikke med 1:1 hvis man skal redde menneskeheden


Steen Hillebrandt har formet begrebet next best practice som et begreb om hvordan man kan “lære af fremtiden” i nuet. Hans Renmann og Kristina Björn kredsede om samme problemstilling i deres fælles oplæg på SETT 2013 da de indledningsvist slog fast, at vi er på plads i nuet, men alt hvad vi gør peger mod fremtiden. Hvad er fremtidens kompetencer? Hvordan skal skolen se ud, så den giver elevere fremtidens kompetencer?

Det var en rød tråd i oplægget, at det er en kompleks opgave skolen er sat i, og at der ikke findes svar, men nok begavede m måder at stille spørgsmål på. De efterlyste modet til at stille de spørgsmål, som problematiserer den måde vi driver skole på og som skal stilles hvis vi skal “lære af fremtiden”. Med en metafor hentet fra Titanic var deres pointe, at vi bruger for meget tid på at flytte rundt på møblerne på dækket. Titanic-metaforen understreger også, at de vurderer, at skolesystemet i Sverige (og resten af verden med) svigter eleverne mht. at forberede dem på fremtiden. 

Efter deres opfattelse bruger skolerne deres energi på at gøre mere af det, som de altid har gjort (de graver sig dybere og dybere ned i det faglige eksperthul, som de malende beskrev det). I stedet efterlyste de, at skolen kommer ud af adskillelsen mellem skolen og livet udenfor, at eleverne bliver i stand til at sætte enkelttaglige ekspertkompetencer i spil med andre fagligheder, og at eleverne udvikler designkompetencer (kompetencer til at designe løsninger på baggrund af flerfaglige tilgange).


Den multipotente skole

De havde kaldt oplægget “Efter 1:1 kommer den multipotenta skolan”. De har begge været aktivt involveret i implementering af 1:1 1 computer/tablet til hver elev) projekter på talrige skoler, og det var deres pointe, at det at udstyre en elev med en computer ikke problemet. Hvis anvendelsen af it på skolerne skal give mening, skal den være som led i udvikling af den multipotente skole. Den er kendetegnet ved at undgå forenklinger; den kan håndtere komplekse udfordringer, den kan undersøge og eksperimentere. De gennemgik følgende karakteristika:
  • unik, dvs. at den er en skole der taler til enkelte elev og en arbejdsplads der taler til den enkelte lærer
  • uligeværdig, dvs. at den accepterer at/opfordrer til at hver enkelt elev gør forskellige ting
  • kreativ
  • motiverende
  • ulighed er normen, dvs. at der tages udgangspunkt i at hver eneste elev er unik og skal udfordres forskelligt
  • kollaborativ
  • kommunikativ, den kommunikerer bl.a. åbent om sin usikkerhed og den stiller spørgsmål
  • resilient, dvs. at den opbygger robusthed i forhold til forandringer både hos elever, lærere og ledere.

I arbejdet med at udvikle den multipotente skole kan SAMR-modellen være et redskab for både lærerne og eleverne. Modellens far Ruben Puentedura blev på en senere session interviewet af Hans Renmann.

SAMR

SAMR-modellen er en model, der beskriver forskellige niveauer af teknologianvendelse på skoler. Modellen er udviklet af Puentedura på baggrund af studier af 1:1 implementering i staten Maine i USA. Det der er hans afgørende pointe i forhold til læring er, at jo mere grundlæggende man lader teknologien ændre undervisningen, jo større effekter har teknologianvendelsen for elevernes læring.

Det grundlæggende niveau transformerer den hidtige praksis og består af to niveauer:

Substitution
Teknologien er en udskiftning af et redskab med et andet (digitalt), men den grundlæggende funktion (f.eks. læsning eller skrivning) ændres ikke

Augmentation
Teknologien anvendes som redskab med et andet, dog med visse funktionelle ændringer
(f.eks. måden der kan laves noter på i en ebog).

På det højere niveau sker der ikke blot en ændring af redskabet, men titllige en ændring af opgaveudførelsen og resultatet:

Modification
Teknologien anvendes til en grundlægge modificering af opgaven (f.eks. kan anvendelse af blogging betyde ændring af skriveprocessen med peerreviewing og genskrivning.

Redefinition
Redefinition muliggør at stille opgaver, der hidtil ikke har kunnet stilles (f.eks. produktion af interaktive ebøger i stedet ofr dansk stil).

Puentedura understregede at forskningsresultater viser, at substitution og augmentation ikke har afgørende effekter på elevernes læring (men de kan være glimrende alligevel). Med modification og redefinitio derimod kan der påvises markante effekter på elevernes læring og ikke mindst langtidsholdbarheden af deres læring.

Puentedura mente, at hans SAMR model kan anvendes af den enkelte lærer eller et team af lærere til at analysere deres praksis og sætte sig mål for praksisforandringer i deres undnervisning. På skoleniveau mente han, at den kan være et ledelsesredskab til at sætte sig pædgaogiske mål for skolen og til at gennemføre kompetenceudvikling for lærerne. Den kan fungere som en afstressende faktor, idet det er klogt at bevæge sig fra trin til t rin imodellen og sætte sig mål på det efterfølgende niveau, når man er klar til det.

onsdag den 17. april 2013

Hvorfor, hvad kommer det mig ved, og hvordan kan jeg hjælpe?


Ledelsessporet på SET2013 i STockholm var stærkt besat med danskere i dag. Det var der rigtig mange svenskere der ikke opdagede. Det kniber lidt med med det interskandinaviske i praksis. Digitaliseringen har ikke gjort sprogbarrierer mindre.

Jakob Bøtter som sammen med Lars Kolind har skrevet Unboss udfordrede vores måde at forstå organisationer på. Hans beskrivelse af den unbossede organisation og Unboss’en vil markere en grundlæggende forandring også af skolen som organisation. Hans udgangspunkt er, at ingen organisation, heller ikke skolen, kan rumme den fulde indsigt i de problemer den skal løse. Og at internettet og digitaliseringen giver mulighed for, at  enhver organisation kan blive en del af en kollektiv intelligens, hvis den etablerer mekanismer til at iscenesætte det.

Den unbossede organisation kender sit formål. Den organiserer sig med “mekanismer” i stedet for “strukturer”, fordi den på en forpligtende måde involverer omverdenen i opfyldelsen af sit formål. Den er slank, fordi den bruger alle sine ressourcer til at opfylde sit formål, og den formår at begejstre mennesker til at medvirke uden at få noget for det.

Unboss’en er en leder, der formår at udvikle sådan en organisation sammen med medarbejderne og omverdenen.

Jakob Bøtter gik ikke i dybden med skolen som organisation, men fastslog, at skoler så vidt han kunne se er meget præcise i forståelsen af hvorfor de eksisterer. Men de er meget dårlige til at involvere omverdenen (og eleverne) i opfyldelsen af deres formål. De kan med Bøtter formulering svare på, hvorfor de findes ikke, men ikke på hvad det kommer mig ved, og hvad jeg kan gøre for at hjælpe organisationen.

Thomas Jørgensen som jeg har et langt kollegaskab og venskab med og som har slået sine folder som vicerektor på Ørestad Gymnasium, tog Bøtters tråd op. Han vil gerne unbosse sin skole Borupgaard Gymnasium. Han havde kaldt sit indlæg “Det undersøgende lederskab” for at understrege, at ledelse i dag lige så lidt som undervisning kan bestå i at kende alle svar, men må bestå i at lede og medvirke i forandringsprocesser. Man skal ud af sin “comfort zone” som leder ig derhen “where the magic happens”. Han udfoldede det undersøgende lederskab i fire dimensioner: organisation, teknologi, relationer og det personlige lederskab. 


Ved at gå undersøgende til værks kan man udfordre traditionelle tankeskemaer og principper og udvikle nye måder at gøre tingene på. En vigtig metafor for denne tilgang er “benspænd”, som består at lade udvikling foregå inden for nogle præcist afstukne rammer, for så at undersøge hvilke forandringer det giver anledning til. Et eksempel er Borupgaard Gymnasiums dogmeregel i forbindelse med forsøget “Tænk gymnasiet forfra” om at lærerne max. må tale i 7 minutter ad gangen, hvilket giver anledning til udvikling af nye kommunikationsformer i undervisningssituationen.

Ivar Ørnby og Jacob Kjærgård fortalte om projektet “Gymnasiet tænkt forfra”, som med støtte fra Region Hovedstaden gennemfører forsøg med med gennemgribende forandringer i undervisningens organisering og pædagogik på 6 københavnske skoler. Også disse forsøg har en undersøgende tilgang til skoleudvikling, og skønt det gennemføres inden for en fælles overordnet ramme og med fælles mål om at fremme innovativ undervisning og udvikling af elevernes innovative kompetencer, udfoldes det på meget forskellige måder på de 6 skoler. Forsøget gennemføres som et tre-årigt forsøg med en klasse på hver skole i klassens treårige gymnasieforløb, og det følges af og evalueres af forskere.

Der eksperimenteres på livet løs med helt nye måder at organisere skoledagen på, med projekt pædagogik, med nye former for samvær mellem lærere og elever, med selvstyrende lærerteams, med undervisning hvor eleven er producent.

Der gennemføres fælles inspiration og kompetenceudvikling for lærerne på de seks skoler, og lederne på skolerne mødes i et ledernetværk og udforder hinanden på og inspirerer til, hvad skoledelse kan være på en skole, der giver eleverne kompetencer til det 21.århundrede. Facebookside

Empowerment of our magicians


Jeg er på SETT, som er stor konference og messe om digital læring i Stockholm. Jeg skal blogge. Et af de oplæg som jeg på forhånd havde bestemt mig for at høre var Showk Badat og Abdul Chohan, der under overskriften “Att förändra en skola på riktikt” fortalte om den gennemgribende og imponerende  forandring, som deres skole ESSA Academy i Bolton har gennemgået. Jeg har besøgt skolen for en måneds tid siden, og det er en helt særlig skole de har skabt.

Resultaterne taler for sig selv. Beliggende i en lettere ramponeret Ken Loach-agtig bydel med elever fra skolefremmede miljøer, har skolen udviklet sig fra at være en af de dårligst præsterende skoler i England til at være en af de bedste.

Skolen er en 1:1 skole med iPads til alle elever. Men det er ikke forklaringen, for som den sagde i oplægget, så kan teknologi også bruges til at gøre de forkerte ting vi gør godt. Nej forklaringen er, at teknologien anvendes i en meningsfuld kontekst af værdier og pædagogiske principper, som gennemsyrer hele organisationen, og som man kan mærke, når ma besøger skolen.

Skolen mission  er “All will succed”, og de forstår det helt bogstaveligt som, at alle elever uden undtagelse skal klare afgangseksamen og fortsætte i uddannelse eller job efter. “Succeed” handler både om at klare de akademiske krav og ikke mindst om livsduelighed, så de kan komme ud af lokalområdets onde spiral af udsigtsløshed og tidlig død.

Skolens værdimæssige grundpiller er “faith”, “access” og “community”.

“Faith” handler om at give eleverne social kapital, så de tror på sig selv kan fungere i forskellige sociale kontekster. I undervisningen handler det om at give dem plads til at udfolde sig på en langt mere selvstændig og aktiv måde end der er tradition for i England. Og det handler i høj grad om at tro på lærerne og at indgyde dem troen på at de er “magicians”, som kan hjælpe eleverne til succes, også i et socialt håbløst område.

“Access” handler om at gøre læring tilgængelig for eleverne. I undervisningen betyder det at lærerne skal personliggøre undervisningen, så læringsressourcerne er relevant for eleven, når eleven har brug for den. Skolen har ud fra tankegangen i “productive pedagogies” udvalgt de fem pædagogiske strategier, som de tror mest på, og som de derfor vil forfølger. Den har omlagt skoleskemaet, så det passer til en arbejdsform, hvor eleverne er aktive producenter, og hvor de kan udvikle både de faglige mpl og den sociale kapital.

“Community” handler om skolen som en aktiv del af lokalområdet og om inddragelse af familierne i skolens liv og elevens læring.

Lignende værdier kan man finde på mange skoler i verden. Det særlige ved ESSA er, at virkelig betyder noget helt ud i hjørnerne af skolen. Jeg oplevede selv på besøget på ESSA, hvordan eleverne var i stand til både at anvende iPad*en, men også at forklare os om de pædagogiske principper bag anvendelsen af dem.

Den skoleudviklings om er foregået på ESSA Academy er kun mulig med skoleledelse. For “gu skal skoleledere lede”, ellers er det ikke muligt at få fælles retning på en skole. Men det er skoleledelse, der handler om “empowerment of our magicians”. Ved at sætte mål og retning og etablere et solidt værdimæssigt fundament, ved at gennemføre fælles personaleudvikling (organiseret hver fredag eftermiddag), udvikler lærerne sammen med ledelsen hvordan de kan blive ved med at blive en bedre skole. Lærerne frisættes på grundlag af et fælles ståsted og en fælles retning.

Og så er det skolens tro, at lærerne bliver magikere, der kan skabe det undervisningens mirakel, der gør eleverne til sande lærende. Og her kommer teknologien ind i billedet som de kreative redskab der kan være fødselshjælper for dette mirakel.

tirsdag den 12. marts 2013

De unges drømme og arbejdsmarkedets behov


I følge en analuyse som Dansk Metal har udarbejdet, risikerer vi at 100.000 studenter står uden job om 10 år, hvis den nuværende gymnasiefrekvens på over 70% fortsætter. Dansk Metal vil gerne have, at de unge i højere grad vælger en erhvervsuddannelse. Dansk Industri var fornylig ude med en tilsvarende melding om, at der er for mange studenterhuer.

Jeg har udtalt mig til forskellige medier om sagen, men her vil jeg uddybe mine synspunkter.

Grundlæggende er det jo godt og sundt, at de unge vælger at fortsætte på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen.  Politikerne tordner løs om, at det er vigtigt at tage en uddannelse, og at mange skal tage en videregående uddannelse, så man kan vel ikke undere sig over, at de unge faktisk gør det. For de fleste unge fremtræder gymnasiet som et fornuftigt udgangspunkt for deres fremtidige uddannelse og job. Og statistikke har indtil nu givet dem ret.

Med gymnasiereformen i 2005 var det et af de politiske mål, at gymnasiets studieforberedende sigte skulle styrkes. Det skulle være sværere at gå i gymnasiet, og færre skulle gøre det. Det er gået modsat. Stadig færre vælger en erhvervsuddannelse, og samfundet riskerer at komme til at mangle kvalificeret faguddannet arbejdskraft.

Jeg tror, at det er forkert at formulere problemet som et problem der handler om for mange i gymnasiet og for få i erhvervsuddannelserne. Problemet er snarere , at det ungdomsuddannelsessystem vi har fået skruet sammen, ikke giver et hensigtsmæssigt match mellem de unges ønsker og drømme og arbejdsmarkedets langsigtede behov.

Det giver en række problemer. Gymnasiet i dets nuværende udformning passer ikke til en del af de elever som går der. De teoretiske, boglige krav i uddannelsen, lektierne og det skriftlige opgaver samt den ofte traditionelle undervisning med fokus på lærerforedrag betyder, at mange elever har svært ved at klare kravene og får dårlige resultater og oplever nederlag. En del af disse har vanskeligt ved at bruge deres uddannelses til videregående uddannelse, eller de mister ganske enkelt modet. Nogle af disse bliver arbejdsløse, sådan som Dansk Metals analyse viser. Der er også det problem, at erhvervslivet går glip af kompetencerne hos en række unge, som kunne udfylde væsentlige opgaver inden for håndværk og handel.

Jeg tror at gymnasiets popularitet skyldes en række forskellige faktorer. Den unge opfatter sig jo ikke som BNP-aktør men som et menneske, der træffer de valg som virker fornuftige i den unges livsperspektiv. Man helt kan se bort fra, at kvaliteten af undervisningen er ganske god. Der er også tale om, at den attraktive og dominerende ungdomskultur trives omkring de almene gymnasier. Og endelig og måske allervigtigst: det almene gymnasium virker som en fornuftig helgardering, hvor endelige valg udsættes. I gymnasiet forbereder man sig på et senere valg.

Det er ikke en løsning at sige, at gymnasiet er for populært, så derfor skal de unge tvinges over i en erhvervsuddannelse. Det er højst tvivlsomt, om de vil tage imod "tilbuddet", og 95% målsætningen vil v være meget langt væk.

Jeg tror vi på samme tid skal gøre to ting. Gymnasiet må ændre sig, så det passer til de elever, der faktisk går der. Og det måske uden at niveauet sænkes. Gymnasiet må blive mere anvendelsesorienteret, mere åben over for omverdenen, benytte mere elevaktiverende og udforskende arbejdsformer understøttet af teknologi. Samtidig må der igangsættes en belysning af hele ungdomsududannelsesområdet med henblik på at skabe hensigtsmæssig struktur, der på én gang tager højde for hvad de unge tænker og har lyst til og samtidig peger frem mod de uddannelser og jobs, som samfundet har behov for.

Når politikerne forhåbentlig snart har løst problemerne i folkeskolen, er det på høje tid, at de begynder at kigge på ungdomsuddannelserne. For gymnasiets succes, som vi selvfølgelig på gymnasierne kan gå og glæde os over når vi ser på søgetallene i disse dage, er udtryk for, at ungdomsuddannelserne ikke giver det perfekte match mellem de unges drømme og arbejdsmarkedets behov.

lørdag den 16. februar 2013

Læren fra Prag


Der var også mange elever fra Ørestad Gymnasium i Prag i vinterferien. Selv om disse rejser intet har med skolen at gøre - udover at mange fra skolen deltager - så går jeg altid med tilbageholdt åndedrag, indtil eleverne kommer hjem. Og ugens begivenheder viser med al ønskelig tydelighed, at jeg har al mulig grund til at bekymre mig. Når tusindvis af danske unge slippes løs i en storby kendt for godt og billigt øl, viser drukkulturen sig for fuld udfoldelse. Og nu sidder vi som samfund tømmermændene efter knivstikkerier, slagsmål på gaderne og med politiet, hærværk på hotellerne og almindelig larm og hooliganisme i gaderne.

Men sommetider skal tingene på afstand, for at man rigtig kan se dem. Som en ung udtrykte det til TV, så var det der skete i Prag jo ikke anderledes end hvad der sker når så mange unge er samlet i Danmark, og han mente, at man skulle tage den lidt med ro.

Herhjemme ønsker vi ikke at se drukkulturen i øjnene, men når de unge tager deres kultur og adfærd med sig til udlandet og viser den frem for fuld udblæsning i store flokke, så kan vi pludselig se den. Og vi bliver rystede og forargede og skammer os lidt over at være danske.

The blamegame

Og så går spillet i gang om, hvis skyld det er i gang. Hvis ansvar er det at det kan gå så galt? Forældrene? Skolerne? Rejsebureauet? Eller er det samfundets skyld: Ungdomsoprøret og de nye autoritetsstrukturer? Individualismen og præstationsræset i samfundet?

Men inden ansvaret er fordelt - helst væk fra en selv - og inden medierne finder et nyt problem at kaste sig over, synes jeg at vi skal se problemet i øjnene og overveje, hvad hver af os kan gøre for at komme problemet itl livs. Hele dette blame game ender altid med, at nogen andre end en selv må gøre noget. Min pointe er, at vi kan kun gøre noget, hvis alle instanser arbejder i samme retning.

Problemet

De danske unge drikker mere end unge i andre lande. De drikker ikke bare i weekenderne, men også i hverdagene. Det præger deres skolegang negativt, og det medvirker til at øge stress, fordi man er uoplagt til at møde udfordringerne i skolen og fritidslivet.

Når unge debuterer med alkohol i en tidlig alder, og når alkoholkulturen er en vænsentlig faktor i det sociale samvær, så er der overhængende fare for, at nogle unge grundlægger et egentligt misbrugsproblem og senere pådrager sig alkoholbetingede sygdomme og skavanker.

Drukkulturen skaber en massivt gruppepres på den enkelte unge: enten udgrænses du og er kedelig, eller også drikker du og er en af vore. Man skal være en meget stærk ung for at stå imod dette gruppepres, og mange holdes ude af de sociale fællesskaber, og nogle mobbes for at holde sig udenfor.

Mange unge tror, at drukkuluren styrker de sociale relationer. Jeg tror, at den i mindst lige så høj grad skaber en fattigdom i de sociale fællesskaber, når den eneste aktivitet bliver druk, og når man foretager sig ting påvirket af alkohol som man bagefter fortryder.

Problemet er for stort til at løsningen kan overlades til enkelte aktører. I stedet for at fortsætte the blame game bør alle overvej, hvad deres bidrag til løsningen kan være.

En samlet indsats

Politikkerne skal starte med at erkende, at der er et problem og turde italesætte det. Drukkulturen er et af vore store tabuer, og derfor tør politikkerne ikke tale om det af frygt for at vælgerne skal finde dem kiksede. F.eks. formanden for SFU Gry Møger Poulsen, som i Politiken gør sig til talsmand for, at de unges hærgen i Prag i virkeligheden er udtryk for, at de i hverdagen er underkastet præstationspres og individualistisk konkurrence, og så forsikrer hun ellers om, hvor meget hun selv har deltaget i festligheder. Politikerne skal turde konfrontere drukkulturen, også med upopulære forslag og lovgivning.

Regeringen bør gennemføre lovgivning med det klarest mulige signal om at begrænse unges debutalder og forbrug i det hele taget. Det bør stå klart, at der ikke kan reklameres for alkohol over for unge (heller ikke skjult). Og jeg har tidligere gjort mig til talsmand for at gennemføre lovgivning mod udskænkning af alkohol på uddannelsesinstitutioner.

Virksomhederne skal udfordres. Synes Rejsemægleren virkelig, at det er i orden at sende unge, hvoraf mange er under 18 år, på tur til Prag, der klart kommunikeres ud som en drukferie? Er det virkelig ok markedsføring, at markedsføre turene gennem stråmænd (elever) på skolerne og dermed skabe indtrykket af et rent elevinitiativ? Er det ok med guider, der er lige så fulde som gæsterne?

Forældrene skal påtage sig deres opgave som opdragere, også mht. alkoholvaner. Det kræver at de er forbilleder og tør sætte grænser, og ikke overlader opdragelsen til de unges subkulturer og diskotekerne. Forældrene bør stræbe efter at de unge alkoholdebuterer så sent som muligt og gøre op med forestillingen om at det er bedst at lære at drikke derhjemme.

Vi har opdraget de unge til at være selvstændige og kunne foretage valg. Vi må appellere til dem om, at se sig selv i spejlet og lade være med bevidstløst at sejle med strømmen og drikke sig i hegnet. De stærke unge unge må begynde at italesætte, at det bare ikke er i orden.

Også skolerne har selvfølgelig en helt central rolle. Pragturen ikke var en skoleekskursion, og vi har ikke noget direkte ansvar for begivenhederne her (medierne konsekvent omtaler de unge som "gymnasieelver"). Men jeg mener, at vi alligevel må se på, om vi - i den forståelse at der var tale om et rent elevinitiativ - har gjort nok for at forhindre markedsføringen af disse drukture på skolerne, og om vi har gjort nok for at advare eleverne og deres forældre om disse tures virkelige karakter. Jeg vil i hvert fald gribe det anderledes an på min skole næste år.

Og jeg synes også, at vi i det hele taget må overveje, om vi gør nok for at afgrænse os fra drukkulturen. Er vore alkoholregler, til hverdag og fest, hjemme og på studieture, præget af klare værdier om at begrænse alkoholindtaget? Gør vi nok for sammen med eleverne at organisere sjove alkoholfrie begivenheder på skolen? Jeg tror vi kan gøre meget mere, men helst med hjælp fra politikkerne.

Når alkoholtågerne letter

Når alkoholtågerne fra Prag er lettede og tømmermændene er dampet af, må det være læren fra Prag, at vi sætter en fælles national dagsorden om at ændre den skadelige alkoholkultur.

Og så kan man forhåbentlig komme dertil, at det er helt ok at nyde en stille Pilsner Urquell i Prag, uden at behøve at skamme sig over at være dansker.  For alternativet til druk er jo ikke nødvendigvis afholdenhed. 

søndag den 20. januar 2013

Hvis ebogen ikke er en bog


Jeg er lige blevet færdig med Kim Leines fantastiske roman Profeterne i evighedsfjorden. Jeg troede jeg havde læst en bog, i hvert fald synes jeg at jeg havde den samme oplevelse af fordybelse i Leines fiktionsunivers, som jeg altid har haft når jeg læser bøger, og bøgerne har været en trofast følgesvend for mig, lige siden jeg lærte at læse. Men jeg kan nu forstå, at jeg slet ikke læste en bog, fordi jeg læste den på min iPad, som jeg nu har haft det for vane ide sidste par år.  I hvert fald i følge Hans Hauge, som i en blog i Berlingske slår fast, at en ebog slet ikke er en bog. Med Marshall Macluhan som reference belærte han om, at mediet er budskabet, og at det  i den moderne medieverden drejer sig om overfladisk underholdning og selvpromoverende kommunikation om ingenting.

Jeg er med på at mediet forandrer budskabet, og jeg er også sikker på, at digitaliseringen vil forandre bogen. Ikke desto mindre kan det empirisk konstateres, at ebogen findes, og at dens indhold fra bogstav til andet er identisk med bogens analoge udgave. Så i sig selv forandrer ebogen vel ikke indholdet mere end det tilsvarende teknologiske spring fra håndskrift til bogtryk. Og i USA sælger den dominerende bogbutik Amazon flere ebøger end analoge bøger. Men der vil selvfølgelig opstå nye bøger, der kombiner bogens bogstavunivers med andre formidlingsformer og interaktivitet.

Jeg deler ikke Hans Hauges kulturpessimistiske sofisterier, men bogen og den tilegnelsesform den er forbundet med er udfordret i digitaliseringens verden med de mange valgmulilgheder,de hurtige budskaber, surfingen som betyder at man springer til nye pirringer og informationer inden man har bearbejdet den foregående. Bogen kræver - og lægger op til - koncentration, fordybelse, medskabende fantasi, refleksion. På mange måder det modsatte af internetkulturen.

I stedet for pessimistisk at konstatere at ebogen ikke er en bog og at bogen slet ikke vil findes i den digitale fremtids hjem, synes jeg der er mere perspektiv i arbejde for at give bogen som den betydningsfulde kulturelle artefakt den er en plads i den digitale verden. Bogen og den tilegnelsesform der hører til den, udvikler dannelse og kompetencer hos den enkelte, som stadig er nødvendige, ikke mindst i et samfund der som vores har et stort behov for innovative borgere og medarbejdere. Det forsøger vi at medvirke til på Ørestad GYmnasium med vores digitalisering af undervisningsmidlerne.

Da vi lancerede strategien OEG digital i august blev vi af en anden professionel kulturpessimistisk ping Jes Stein Petersen i Politiken belært om, at det var fuldkommen vanvittigt og alt for tidligt. Det forekommer mig at være li omvendt. Vi er snarere for sent på den i Danmark, og hvis man bekymrer sig om bogens fremtid, så er det med at støtte alle initiativer der vil fremme ebogen.

Desværre ser det ikke for godt ud i Danmark med at få opbygget en infrastruktur for ebøger, der gør dem attraktive og let tilgængelige for borgerne. De private forlag har ikke rigtig troet på mediet og virker som pladeselskaberne før Steve Jobs fik dem udfodret med iTunes. Der er generelt et alt for højt prisniveau i sammenligning med resten af verden og i sammenligning med den fysiske bog. Ingen af de danske salgskanalerne har et niveau der nærmer sig Amazon, og desværre er den danske bog fraværende på AMazon. Så mange gør som jeg, læser mere udenlandsk litteratur end dansksproget. 

Og forlagene har én dårlig undskyldning for at ebogen fylder så lidt: Ereolen der stjæler kunderne. Og derfor har de gjort hvad de kunne for at sabotere den, som ellers var i gang med at udvikle sig til en formidlingsplatform, som borgerne tog til sig.

Biblioetekerne har forsøgt at finde deres plads i den digitale verden med Ereolen, men efter forlgenes chikane er det desværre ikke lykkedes, og nu er de splittede, så det ser ud til at der ikke udvikles et offentligt digitalt bogudlånstilbud. Konsekvensen er en fastholdelse bogen og cd'en på bibliotekerne i København og Århus  på et historisk tidspunkt hvor de i øvrigt er ved at forsvinde. Jeg har svært ved at se, at de med denne strategi kan opfylde deres forpligtelse over for borgerne, som den er formuleret i biblioteksloven. Hvis ikke bibliotekerne slev kan finde ud af at optræde som en enhed og udvikle et moderne digitalt bogfomidlingstilbud, så må kulturministeren svinge håndtasken. Det er for vigtig en kulturpolitik opgave itl at lade falde på gulvet.

Hvis forlagene og bibliotekerne besinder sig og udvikler et kommercielt og offentligt ebogstilbud, så skal vi på skolerne nok understøtte det ved at gøre den digitale lærebog tl vores medie, og ved stadig at dyrke læsningen og den koncentrerede fordybelse.

For hvis ebogen ikke er en bog, så vil bogen og den særlige tilegnelsesform som hører bogen til, slet ikke findes i fremtidens digitale samfund. Det er derfor en af de væsentligste kulturpolitiske opgaver i vores samfund, at sikre tilgængelighed for alle til såvel den digitaliserede litterære kulturarv som til de aktuelle produktioner.